Nyheder november 2025
- Jørgen Ringgaard
- 7. nov.
- 3 min læsning

Baderum
Fra mandag d. 10. november og ca. to uger frem vil ”vores” baderum (adgang ved kiosken) være lukket for al brug. Der skal laves nogle reparationsarbejder, bl.a. skal afløbsristene sænkes og nogle buler i gulvet rettes. Vi får i denne periode adgang til omklædningsrummene i kælderen, hvor der er adgang inde fra gården. Læs venligst ordensreglerne opsat dernede inden brug!
Kommunen har besluttet, at vi resten af sæsonen har adgang til omklædningen kælderen tidsrummene herunder. Det er jo et skridt i den rigtige retning, men vi kæmper videre for at få fuld adgang på linje med de andre klubber. Omklædningerne ved kiosken vil stadig være forbeholdt løbeklubben og os. Vi vil gerne opfordre til, at disse stadig er førstevalget, men hvis er der kø, har vi nu muligheden for at benytte omklædningerne i kælderen. Der bliver opsat mere lys hen forbi kiosken, så det føles rarere at gå den vej.
Adgang til kælderen er muligt:
Hverdage fra kl. 7.00 – 15.30
Lørdag og søndag efter kl. 15.00.
Før din brik kan låse døren til kælderen op skal du lige forbi opdateringspunktet, hvor det er vigtigt, du holder brikken, til den lyser grønt.

Nøglebrikker
Og apropos nøglebrikker har mange af jer desværre oplevet ustabilitet ved brug og problemer med opdateringen. Kommunen mener at have fundet ud af, det har skyldtes en dårlig forbindelse til opdateringspunktet, så vi håber, der ikke bliver mere brikkebrok! 😊
Brok og kommentarer
Og apropos brok, så vil det være dejligt, hvis du har brok eller forslag, som skal nå frem til os i bestyrelsen, at du sender det i en mail i stedet for at lave et opslag på facebook. Så har vi mulighed for at svare direkte og vi undgår, at gruppen på facebook bliver til et brokkeforum. Og det er ikke for at lukke munden på nogen, vi vil gerne høre, hvis noget ikke fungerer, vi vil gerne bare have en rar stemning på facebook! 😊
Generelt oplever vi, at alle gør sig umage i og omkring saunaerne og at opdelingen med en snakke- og en stillesauna er den rigtige løsning. Når der er rengøring i en sauna gælder saunaens kultur stadig, så hvis man ikke kan holde ud, når nogen snakker i saunaen, må man undgå perioderne, når IGNIS er lukket for rengøring og når der er gus. Tjek kalenderen på hjemmesiden: Kalenderen
GUS
Og apropos gus, så er hovedreglen stadig, at man kun har lov at booke to gus pr. måned, men hvis der ikke er fuldt booket ca. et døgn inden, må man gerne booke en ekstra. Vi vil gerne have, at alle får muligheden, men at der også bliver fyldt op, når der er gus med en af vores skønne gusmestre.
Vinterbadefestival
Og nu har jeg brug min årsration af apropos-er, så nu til noget helt andet 😊 Lørdag d. 17. januar inviterer vi igen til Vinterbadefestival, så sæt kryds i din kalender! Det bliver samme koncept som de seneste år, men sig endelig til, hvis du har en god idé til en aktivitet eller en udstiller i teltet! I starten af det nye år kommer vi til at bede om jeres hjælp med kager og bemanding m.m.
Lyserød lørdag
Vores første lyserøde lørdag d. 4. november gav 800 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Taget i betragtning, at vi først vi idéen til at deltage kort inden og vejret viste tænder, synes vi, det er et fint resultat, som måske tåler gentagelse næste år.
Generalforsamling.
Vil planlægger at afholde vores årlige generalforsamling mandag d. 2. marts 2026, mere information følger naturligvis.
Med ønsket om snarlig kulde og masser sne
K.h. Bestyrelsen


