top of page

Nyheder januar 2026


Vinterbadefestival

På lørdag fejrer vi midvinter med vores årlige Vinterbadefestival. Det er fjerde gang og vi holder formen fra de seneste år med det store udstiller- og cafételt på stranden og fuld gas på saunagus både i vores egne saunaer og i Butcher's Heats seje truck, som igen i år kommer forbi.


Pladserne hos Butcher's blev lagt på vores hjemmeside forleden og blevet revet væk, så der er allerede fuldt booket. Men der er drop ind gus i begge vores saunaer fra kl. 9-13, så alle kan få varmen. Læs mere om dagen på vores hjemmeside: https://www.furesobadeklub.dk/vinterbadefestival eller på eventet på facebook.


Vi har ikke ambitioner om, at festivallen skal vokse sig meget større, den er tænkt som vores egen festdag, for medlemmer og vores familer og venner. Naturligvis er andre gæster ligeså velkomne, men de praktiske forhold og ikke mindst antallet af parkeringspladser gør, at vi ikke forsøger at tiltrække gæster langvejsfra.



Brugen af baderum

"Vores egne" baderum ved kiosken blev jo lukket tilbage i november fordi gulvet skulle repareres. Forventningen var, at det skulle tage et par uger, men gulvfirmaet "forsvandt" i processen, så det er usikkert hvornår det bliver færdigt. Vi har jo heldigvis fået adgang i omklædningen i kælderen imens, så det er jo fint.


For at sikre et gnidningsfrit samvær med de andre klubber vil vi gerne bede jer læse og respektere reglerne for brugen af baderummene. Vær specielt opmærksom på, at kun medlemmer med gyldig nøglebrik har adgang, man må ikke tage f.eks. børn eller venner med. Undlad også venligst at efterlade tøjet dernede, men I er ude i saunaerne og endelig er det er ikke tilladt at benytte rummene til ophold til f.eks. kaffehygge.


Vi har fået en henvendelse fra kommunen, som beder os om at indskærpe reglerne, da de har modtaget klager fra vandsportklubberne.


Ny gusmestre

Vi er lige nu i gang med at tage en håndfuld nye gusmestre ind i klubben. Det er medlemmer, som har taget gusmesterkursus og som gerne vil bidrage på den måde. Vi er så glade og taknemmelige for den store indsats yder i foreningen til glæde for alle os andre! Alle gusmestre har deres egen stil og fokus, som bidrager til, at der kan være gusoplevelser som opfylder de flestes smag. Vi glæder os til snart at præsentere de nye skønne gusmestre for jer!


Generalforsamling

Som allerede varslet afholder vi vores årlige generalforsamling mandag d. 2. marts. Officiel indkaldelse med dagsorden kommer i e-mail i februar.


Vi ses til festival i morgen!


Kh.

Bestyrelsen

 
 
bottom of page